Jeg vil, til at begynde med, gjøre Leeseren bekjendt med et stort Settlement af overmaade hyggelige norske Folk, som han neppe nogensine har hørt om.

Forrige kapittel - Liste over kapitler - List of chapters in English - Neste kapittel
* For disclaimer, please see end of text.

«UTVANDRINGSHISTORIE FRA NORDMØRE - Stangvik og Surnadal prestegjeld»

DECORAH-POSTEN, FREDAG 5TE DECEMBER 1919

Norske pionerer og settlementer
M Hjalmar R. Holand
Det største norske settlement i Michigan

Jeg vil, til at begynde med, gjøre Leeseren bekjendt med et stort Settlement af overmaade hyggelige norske Folk, som han neppe nogensine har hørt om. Dette Settlement ligger i Staten Michigan.

Michigan har omtrent 25.000 Indbyggere af norsk Herkomst, men der er forholdsvis faa Farmere blant dem. Det store Flertal bestaar af Folk, som arbeider i Sagmøller, Miner, Fabriker og Forretninger. I hele Michigan er der kun et Settlement af norske Folk, der er stort nok til at udgjøre et selvsteendig Prestekald. Dette Settlementet ligger i Leelanau County i det nordøstre (Rett : nordvestre) Hjørne af det sydlige Michigan og tæller omtrent 1.000 Mennesker. Det udgjorde indtil for nylig to Prestekald, men disse holder nu paa at forene sig til et.

Jeg har ofte undret mig over, at et saa stort Settlement af norske Folk skulde blive stiftet saa fjernt fra andre norske Settlementer. Den overvældende Majoritet af norske Emigranter tog jo veien gjennom Chicago og de vestlige Stater. Her finder vi en betydelig Sidestrøm af Emigrationens Flod, som bøiede af og havnede 300 Mil nord i Michigan. Det forekom mig derfor, at dette Settlement maatte have en Historie og være noget for sig selv. Det var derfor med Følelsen af at være noget af en Opdager, at jeg satte ud paa den lange og møisommelige Reise til Leelanau County, Michigan.

Leelanau County bestaar af en Halvø, omtrent firti Mil lang, som stikker ud i Lake Michigan i nordlig Retning. Paa Vestsiden ligger Lake Michigan, paa Østsiden Grand Traverse Bay, en meget betydelig Bugt, som stikker langt ind i Landet. Udenfor Halvøen, ligger mange store Øer - North og South Manitou Island, Fox Island og Beaver Island. Inde i Bugten, kun et kort Stykke udenfor Suttons Bay, hvor de fleste norske bor, ligger en høi skogklædt Ø paa 110 Acre. Denne blev nylig kjøbt af Automobilmagnaten Henry Ford. Her tænker han nu paa at bygge sig et Soria Moria Slot paa et Par Millioner.

De sceniske Omgivelser i Leelanau Co. er storartede. Langs Michigansjøen hæver Kysten sig i skogklædte Skraaninger fra 200 til 500 Fod høie. Udsigten herfra udover det store Indlandshav er overvældende vakker. Nord og syd ser man høie mørkegrønne Nes vexlende med blaa Bugter og Viger, hvor Bølgerne plasker venlig mod Strandbredden, medens langt ude i Horisonten Solen synker omgivet af en Farvepragt, som ingen Pen eller Pensel endnu har kunnet male. Her er en idyllisk Renhed, en majestætisk Skjønhed, i Omgivelserne, som maatte bevæge endog Norstog til uvilkaarlig at glemme sit kunstige ”Landsmaal” og udtrykke sin Beundring og Andagt i ligefremme norske Ord.

Leelanau County er et deiligt Land. Jeg kan ikke sige, at der flyder af Melk og Honning, for jeg saa kun faa Bikuber, og Meieridriften har endnu ikke gjort noget stort Opsving. Men al anden Deilighed er der i Overflod. Her voxer de deiligste søde og sure Kirsebær, store som Plommer; gule og røde Pærer som smelter i Munden; Plommer og Aprikoser og forfriskende Æbler af alle Varieteter. Somme af disse Frugthaver er hundreder af Acres store. Det er, kort sagt en Edens Have.

Der er dog ikke mange Nordmænd som driver noget større med Frugtavl. De norske i Leelanau County er betænksomme, prosaiske Landsfolk, som ikke lader sig forlede af en herlig Udsigt til at bygge sine Huse paa en vindblaast Bakke eller viger fra gammelt Landbrug for at jage efter Frugtfarmerens store, men usikre Indtægter. De holder sig derfor mere til det indre af Halvøen, hvor Jordbunden er bedst, og her driver de med Potetsavl i stor Stil. Det er et mere slidsomt Arbeide, men det lønner sig godt i Længden, og vore Landsmænd her staar sig godt. Nu har de taget fadt paa at bygge sine Veie som her især trenges meget. Det er det mest bakkede Strøg anvendt til Agerbrug, som jeg har seet paa mine tyve Aars Reiser. Mange af Veiene her er saa bratte, at ikke engang en Ford kan klare dem - de er kun for Gjeder og senesterke unge Mennesker.

Det norske Settlement i Leelanau County ligger i den nordlige Del af Countyet. Omtrent en Trediedel ligger vestenfor Northport, og to Trediedele ligger rundt Suttons Bay. Settlementet er delt i to Dele med et lidet Skille af Bøhmere og Indianere imellem. Næsten hele Settlementet bestaar af Folk, som stammer fra Nordmøre, helst fra Stangvig og Surendalen. Her er sandsynligvis det største Settlement af Nordmøringer i Amerika. Omtrent fire Femtedele stammer derfra. De andre tyve Prosent er fra andre Dele i Norge, især fra Drammen og Lier.

Den første Mand, som udvandrede fra Nordmøre til Amerika, var Ole Rasmussen Bøifod, eller Dahl, som han kaldte sig her. Det var en ganske merkelig Mand, som jeg skal berette om i en senere Artikkel, da han intet havde at gjøre mecl dette Settlement. Han udvandrede i 1853. De næste var Ole Benjaminson og Nils Brøske fra Stangvig og Staale Johnson fra Kristiansund. Den sidste reiste efter nogle Aar paa Besøg til Hjembygden, og da blev der megen Tale om Amerikas Muligheder. Følgen var, at i Juni i 1867 reiste et Følge, bestaaende af 29 Mænd, Kvinder og Børn afsted med Staale Johnson som Fører. Blandt disse var Isak Garthe fra Surendalen, en rask og beslutsom Mand, som efterhvert blev betragtet som Selskabets Leder. Deres Bestemmelsessted var Chicago, hvor Johnson før havde arbeidet.

Paa Reisen opover de store Indsjøer reiste de paa en gammel Sidehjulsdamper, ”City of Fremont”, som ofte maatte lægge til Land for at tage ind Brændsel. Et af disse Stoppesteder var Northport i Leelanau County, hvor haardvedskogen stod teet og tyk ned til Stranden. Medens Damperen lastede Ved blev Nordmøringerne ombord kjent med den derværende Tømmerbas, en Mand ved Navn Gustaf, en pratsom, geskjæftig Svenske med godmodige, lidt flirende Øine. Han sagde: ”Det här är den trifligaste plats på jordklotet. Här är Skog och mycke fisk! Bra om arbete och frisk luft. Hvad i all världen skal ni göra i det där råthålet Chicago? Stanna här ni pöikar, och hugg ved!”

Nordmøringerne maatte indrømme, at dette var visstnok sandt, men da de havde løst Billet til Chicago, syntes de, at de maatte reise videre for at faa Valuta for sine Penge.

Da de kom til Chicago, ble de snart bittert skuffet; thi Byen var fuld af arbeidsløse Folk og hjælpeløse Nykommere fra alle Lande. De tog ind på et elendigt Boardinghus og traskede derpaa Dag efter Dag rundt til forskjellige Fæstekontorer for at søge efter Arbeide. Men for den som intet Haandverk kunde, var der liden Anledning til Arbeide. Desuden var deres Hjælpeløshed i det engelske en slem Hindring. Den, som ikke kunde gjøre sig forstaaelig i Engelsk, blev ikke agtet mere end en herreløs Hund.

Efterat de slig i næsten to Uger havde rendt Gade op og Gade ned i forgjæves Søgen efter Arbeide, mødtes de en Kveld paa Boardinghuset. Da sagde Isak Garthe; ”Ja, nu kan dere gjøre som dere vil, men jeg blir ikke længere i Chicago. Her er ingen Fremtid for os; desuden vilde jeg ikke trives i dette larmende Hvepsebol, hvor hver mand te’r sig som om du skulde have fornærmet ham, selv om jeg fik aldri saa god Plads. Jeg reiser tilbage til Svenske-Gustaf i Nortport med første Baad.”

Dette syntes de alle var et godt Forslag, og to Dage senere var de igjen ude paa Michigansjøen. I sidste øieblik fik et par af Mændene Tilbud om at reise vestover som Hyrekarer. Dette mottog de og reiste med sine Familier. De, som reiste til Northport, var Isak Garthe, Staale Johnson, Tore Melkil fra Øxendalen, Ole Hagen fra Stangvik og kanske et par andre. Dessuden var der Kvinder og Børn.

Da de kom til Northport, blev de anvist en tom Hytte ved Standbredden, hvor de lile opholdt sig en Stund. Det første de gjorde, var at holde et svært Lag. Der var ikke mange Rætter, for Bevertningen bestod kun af Brød, hvorpaa de slog Sirup. Melk var ikke at faa kjøbt. Men det var et muntert Gilde alligevel, for de følte sig saa glade over at have kommet til et Sted, hvor de kunde gjøre nytte for sig. Derpaa tog de fat paa at hugge Cordved. For dette fik de en Daler Corden, men da Flesket var $ 40 og Melet $ 18 Tønden, var det temmelig vanskelig at greie sig.

Et Aar eller to efterpaa kom Isak Garthes Fader, Christen Garthe, med sin Søn Steiner og andre Skyldfolk. Da kom ogsaa John Jacobson og Lars E. Bahle fra Surendalen samt Hans Pedersen fra Storefoshei i Dunderlandsdalen. L.E. Bahle var dengang ganske ung, men var (i 1871) den første norske Mand, som bosatte sig ved Suttons Bay, som snart blev Tyngdepunktet i Settlementet.

I 1872 fik Settlementet en betydelig Forøgelse af Nordmøringer. I dette Aar kom Elias Jacobson, Tosten og Peder Olson (Holseth) (Rett : Halseth) samt Christen, John og Nils Blækkan med sin Fader Ole (Nervaag) Blækkan. Alle disse var nogle svære Kjæmpekarer, over sex Fod høie og over 200 Pund tunge. De var derfor yderst velkomne i Tømmerskogen. Især var gamle Ole Blækkan en ualmindelig sterk Mand. Han havde Ord for at være den stærkeste Mand i hele Nordmør. Da han ikke skaanede sig selv, pleide han heller ikke at skaane Hesten sin, og Gang paa Gang hændte det, at han lagde paa slige svære Læs, at den lille, men villige Nordfjordsgampen hans stod aldeles fast. Men Ole stod ikke fast. Han spændte Hesten fra, spyttede i Næverne og drog Læsset ud paa bedre Føre alene.

Engang han var i Kristiansund, saa han tre spanske Sjømænd sætte paa en Jente. Ole sprang til, slog den ene overende med Haandbagen, kastede den anden over et høit Gjærde ind i noget Tornekrat og greb den tredie i Kraven og bar ham som et sprællende Barn til Arresten. Han døde i 1913, 93 Aar gammel.

Det samme Aar (1872) kom følgende til Suttons Bay: Anders Larson fra Flækkefjord, Anders Pederson Solem fra Namdalen, Lars Rude fra Sandsvær og Esten Bahle, Paul Hanson, Nils Einarson, Osmund Olson, Ole Sjølseth, Paul Johnson og John Thoreson fra Stangvik og Surendalen.

Samtidig begyndte ogsaa et lidet Nybygge nogle Mil derfra ved Good Harbor. Her var Ole Øverby ”Østerdalen” og Iver Larson Toseth de første. Disse to var nogle svære godmodige Skogbusser, som uden Anstrengelse kunde hugge sine fire Cord om Dagen. Naar det var gjort, gik de hjem til Hytten og tog Livet magelig med et slag Fem-Kort og en Snaps. Toseth var den første Mand som udvandrede fra Rennebu i Trondhjems Stilt. Han reiste derfra i 1866. Ole ”Østerdalens” Ærgjerrighed gik i Retning af at stifte et norsk Settlement der i Good Harbor, men det vilde ikke gaa. Selv syntes han, det var det fagreste Sted paa Jorden, og var villig til at bygge baade Kirke og Prestegaard der; men skjønt mange kom, reiste de omsider videre. Kun de døde blev igjen. For at ialfald disse skulde faa sove i et skikkeligt norsk-luthersk Hvilested, fik han efter meget Besvær en norsk-luthersk Kirkegaard indviet paa Stedet.

 

Fortsettelsen i Decorah-Posten fredag den 12te December 1919
Efterat de første Pionerer i Leelanau Co. havde kommet til Ro paa sine forskjellige bratlændte Homesteads i den tykke Skog, følte de sig ganske tilfreds og skrev opmuntrende Breve til sine Skyldfolk i Nordmøre, som fort væk fulgte efter, intil alt Landet var optaget. Isak Garthe skrev også tidlig i Syttiaarene en rosende Artikel i ”Norden” om Egnen og fremhævede allerede da, at den havde en stor Fremtid for sig i Frugtavl. ”Dette vil blive Michigans Frugthave,” skriver han. Dette foraarsagede, at ganske mange folk fra Drammen og Lier, som dengang arbeidede i Alpenas Sagmøller, kom til Suttons Bay. Alpena ligger ved Lake Huron, 150 mil østenfor Suttons Bay og er adskilt fra denne ved en Sandørken. Man maa enten gaa rundt hele Michigan- Halvøen med Baad eller ogsaa gjøre en meget lang Omvei pr. Jernbane sydover. Klimaet ved Alpena er raat og koldt og Jordbunden ikke videre skikket til andet enn Furuskog. Da Drammenserne i Alpena læste om de frugtbare og behagelige Omgivelser i Leelanau County, blev de enige om at sende en Mand afsted for at undersøge Landet. Denne Mand var Andreas Olson fra Lier. Han besøgte Northport og Suttons Bay i 1874 og likte Landet saa godt, at han og mange andre flyttede fra Alpena til Suttons Bay næste Aar. Disse var Andreas Pederson, Anders Amundson, Herman og Otto Mørk og Christian Johanneson, alle fra Lier, samt John Syverson, Andreas Halstad og Ole og Hans Hanson fra Hedemarken.

Gamle Pastor M. P. Ruh, som dengang nylig var bleven ansat som Prest i Alpena, læste ogsaa Garthes Beretning om det nye Settlement i Leelanau County. Da han dengang var næsten den eneste norske Prest i hele Michigan, reiste han som god Kirkehyrde afsted for at besøge det nye Settlement. I Mai 1874 besøgte han Northport og stiftede en Menighed der, som han paatog sig at betjene tre Gange om Aaret. Den næste Gang han kom, den 24de Aug. 1874, stiftede han ogsaa en Menighed i Suttons Bay. Han paatog sig ogsaa Betjening av denne Menighed med en Løn af $ 45,00 om Aaret samt et Aarlig Offer.

Pastor Ruh blev dog ikke disse menigheders Prest længe. Allerede næste Aar gik han ind i Synoden og vilde, at Menighederne skulde gjøre ligesaa. Da Flertallet i begge Menighederne hyldede Konferancens Synspunkt, gik ikke dette, og Ruh opgav at betjene Menighederne.

Dette Spørgsmaal, som Pastor Ruh bragte op, om hvilket Samfund man skulde tilhøre, førte til, at Northport Menighed ganske snart blev delt. I Suttons Bay, som var den større Menighed, blev dog dette ikke Aarsag til Splittelse paa længe, da man var mere enige der. Imidlertid indtraf en nogsaa pudsig ”Kirkehistorie”, der gjorde, at Aanclsrctningen og siden Menigheden splittedes.

For mange Aar siden havde Settlementet et længere Besøg af en erfaren Lægpredikant ved Navn Lars Grønseth fra Norge. Han fik af Menighedens Embedsmænd og Prest Tilladelse til at benytte Kirken til Gudstjeneste i prestens Fravær, hvorefter han de to paafølgende Søndage prædikede fra Prædikestolen. Alle indrømmede, at hans Prædiken var upaaklagelig, baade med Hensyn til Lære og Fremstilling, men den voldte alligevel uhyre Forargelse. Hvorfor, vil Læseren spørge, skulde man blive forarget over en upaaklagelig Prædiken i Kirken? Jo, fordi Lægprædikanten havde formastet sig til at betræde Prædikestolen!

Slig en uhørt Forsyndelse fik Folk til at glemme baade de stigende Skatter og de faldende vedpriser. De ældre i Menigheden kunde ikke mindes slig Frækhed, og en af de mere bevandrede i det gamle Testamentes Bøger mindede med dystre Ord, om Assah, bin forvorpne Søn af Abinadab, som i fripostig Iver udstrakte sin uindviede Haand for at hindre Guds hellige Ark fra at vælte, men som øieblikkelig blev straffet med Døden. Nu vilde han visstnok ikke paastaa, at denne Lægprædikant havde bogstavelig lagt sine uindviede Hænder paa den hellige Ark, men han havde med uindviede Fødder besteget den hellige Prædikestol, og, sluttede den skriftlærde Gamle med skjælvende Stemme, efter hans Mening var det det samme, enten man syndet med Hænder eller Fødder.

Man blev enig om, at slig en vigtig Sag maatte grundig behandles paa et Menighedsmøde. Mødet blev holdt og her blev baade ”Forsyndelsen” og ”Forargelsen” grundig drøftet i to stive timer. Sekretærens nøkterne Uddrag om denne Sag dækker mange tætskrevne Blade i Menighedens Protokol. For at endog den argeste Synder skulde vederfares fuld Retfærdighed, blev det høitidelig besluttet, at Lægpredikanten skulde faa Taleret paa Mødet.

Denne forsvarede sig kort og fyndig ved at sige, at denne Sag mindede ham om Franckes Ord om de tre Afguder i den lutherske Kirke: Alterringen, Døbefonten og Prædikestolen. Da man gav ham Tilladelse til at bruge Kirken, sagde han, gjorde man intet Forbehold, og han troede derfor, at Tilladelsen ogsaa indbefattede Prædikestolen, som jo var en af de vigtigste Dele af Kirken. Der laa Bibelen, og det var fra denne han søgte at hente sine Ord. Havde han forsyndet sig ved at prædike Guds Ord fra Prædikestolen, saa vilde han bede om Forladelse.

Dette syntes mange var meget godt svaret, men de ultrakonservative raadede for Huset. De indrømmede, at siden han havde bedt om Forladelse, saa var det deres Pligt at tilgive ham. Men det blev ham eftertrykkelig paalagt ved Afstemning, at han ikke igjen maatte betræde Prædikestolen.

Denne merkelige Strid var egentlig Ophavet til den senere bitre Kirkestrid i Menigheden. Vistnok fulgte ingen øieblikkelig Splittelse, men Folket var delt i to Aandsretninger. Lidt efter lidt gik flere af Menighedens bedste Mænd ud, og omsider blev en ny (den fjerde) Menighed stiftet. Om de forskjellige medvirkende Aarsager og Resultater, som indtraf, er der her ikke Plads at skrive.

De to Prestekald er nu igjen forenet til et, og begge Sider viser en prisværdig Iver i at overvinde de forskjellig Vanskeligheder, som Striden forvoldte. Visstnok er der, her som andre Steder, enkelte gamle Kamphaner, som ikke kan glemme gamle Fornærmelser. De klynger sig til de gamle Stridigheder, som om de var deres dyreste Minder, men de maa vige for folk med bredere Syn, som vil Fred og Fremgang.

Suttons Bay og Northport er nu en gammel velordnet Bygd, hvor alle Tegn paa Nybyggerlivets primitive Forholde (med undtagelse af de slette Veie) er forsvundne. Folk lever i gode Omstændigheder, og de er særdeles hyggelige, vennesæle og gjestfrie Folk. De har sit eget Telefonsystem, som kun koster hver Subskribent syv Dollars om Aaret. De har ogsaa en Høiskole i alle Landsbyer. Denne Foretagsomhed fik sit kraftigste Udtryk ifjor, da man endog skaffede sig sin egen Jernbane.

Der har i mange Aar været to Jernbaner nedover Halvøen. Den ene gaar fra Traverse City til Provemont, som ligger halvveis nedover Landtangen. Den andre gaar fra Traverse City til Northport ved Enden af Halvøen. Den sidste ligger mellem den første Bane og Traverse Bay og har saaledes et Strøg gjennemsnitlig kun tre Mil bredt at befare. For et Par Aar siden var Leelanaufolket i stor Fare for at miste denne Bane. Regjeringens Opsyn med Jernbanerne gjorde den gang (og endnu) Livet plagsomt for Jernbanefunktionærer i mange Dele af Landet. Staalskinner var det vanskelig at faa kjøbt og til høist ublue Priser. Disse og andre Omstændigheder gjorde, at Kompaniet som eiede Northportbanen, besluttede at sløife den og bruke Skinnerne i en anden Del af Staten, hvor nødvendige Forbedringer mentes at ville lønne sig bedre. Under disse Omstændigheder sluttede Regjeringen at operere Banen, og i mange Maaneder levde Folk i den nedre Del af Halvøen i stor Isolation. Deres Poteter laa og raadnede i Kjelderen, medens Priserne gik op og ned. De kunde ikke sælge sit Grøn, og Kreaturene maatte drives milevis over frosne Veie for at blive afhændet. Disse og andre Ubehagelighede brev formeget, og Folk bestemte sig paa at eie sin egen Jernbane. Et Retsforbud blev udfærdiget for at hindre, at Skinnerne blev oprevne. Derpaa blev Komiteer udnævnte i alle Skoledistrikter, og i en ihærdig Kampagne paa fem Dage blev nok Penge subskriberet til at sikre Kjøbet af Jernbanen. Naar man tager i Betragtning, at Salget af disse jernbaneaktier foregik midt under Krigen, mellem de hyppige Liberty Bonds-Salg, maa man beundre den Foretagsomhed, som her gav sig Udslag. De norske Folk i Leelanau County kjøbte de fleste af disse Aktier, og Lars E. Bahle var den ledende Mand i dette Foretagende. Dette er den eneste Bane i Amerika som eies hovedsagelig af norske Folk.

Naar man tænker paa Foregangsmændene i dette Settlement, saa maa man i første Række stille den sindige, ordknappe Lars Bahle. Han var ikke alene den første Nordmand, som bosatte sig i Suttons Bay, men han har ogsa været en Leder i det praktiske Liv der og i Kirken. Han er endnu ved sin fulde Kraft og driver paa med Frugtplantning med ungdommelig Iver og Haab. Isak Garthe, Settlementets oprindelige Stifter og i hele sin Levetid en anerkjent Leder, har jeg allerede omtalt. Hans Broder, Steiner Garthe, var Settlementets Politiker og var i næsten tyve Aar Townets Chairman. Han sluttede med dette for at blive ”Judge of the Probate Court”. Denne Ære blev ham dog meget kostbar, for det paaførte ham en langvarig Proces i Retten. Han vant denne tilslut, men da var hans Helbred knækket. Han var ogsaa en ivrig Frugttræplanter, og hans sønner høster nu, hvor Faderen saaede. Til Exempel kan nævnes, at for en halv acre med Pærer solgte Sønnerne i Høst for otte hundrede Dollars uden engang at behøve at plukke af Træerne. Hans Farm ligger lige ude ved Michigansjøen og er uden Tvil det vakreste Sted i hele Leelanau County.

Nævnes maa ogsaa Lars Grønseth, Manden med det varme, tillidsfulde Hjerte og begeistrede Sind. Han er Søn af ovenomtalte Lægpredikant Grønseth og Broder til den afdøde Sanger Oscar Grønseth. Lig hans Fader har hans Kjærlighed altid staaet til Kirken, og lig ham har han ogsaa faaet adskillige Spark. I Storm og Stille har Grønseth været den offentlige Talsmand der i Suttons Bay, og Folk har alltid ventet, at han skulde udtrykke deres Mening for dem, for han kunde gjøre det med Fynd og Klem. Naar det da gik galt, som det imellem gjør, var det saa nemt at lægge Skylden paa Grønseths brede Skuldre. Grønseth er en forfriskende stor Mand at træffe i en liden By.

Sluttelig maa nævnes Pastor J.J. Maakestad, som i en hel Menneskealder døbte, konfirmerede og ægteviede Folk her og altid var en ivrig Kirkens Leder. Jeg kjender ham ikke personlig, da han nu har reist til det norske Settlement ved Norge, Virginia. Men han omtales som en vennesæl, hyggelig Mand med et imponerende patriarkalsk Udseende, men noget streng i sine teologiske Tolkninger.

Dette Settlement sendte ikke mindre end ferti raske norske Gutter til Verdenskrigen. To av dem døde paa Slagmarken.

Så langt Holand.

 

Forrige kapittel - Neste kapittel

 

Dersom du ønsker å skrive fortsettelsen på historien for de enkeltpersonene eller familiene som er nevnt i teksten over - eller om du har tilleggsinformasjon - hvorfor ikke registrere deg som bruker og skrive dine egne minneprofiler / artikler. Dersom du ønsker at vi legger inn en lenke fra et sted i teksten over til dine profiler / artikler kan du kontakte oss her.

A few copies of the book are still available for sale - see link to www.bokloftet.no under 'external links' below for further details.

* Copyright Dordi Glærum Skuggevik 1986 - ISBN 02-991394-0-6. Please note: The original text and photo captions in Norwegian – and any digitisation and translation thereof - contain information from public, private and personal sources and may contain unintended errors, inaccuracies or omissions. The author - and as applicable: the digitiser and translator - accepts no liability for any such errors, inaccuracies or omissions. To continue, the reader must accept all limitations of liability and the text ‘as is’ - or should refrain from further reading.

The above content is from the book "Utvandringshistorie fra Nordmøre - Stangvik og Surnadal Prestegjeld" (History of emigration from Nordmøre – Stangvik and Surnadal Parish (Norway)) - published in 1986 by Dordi Glærum Skuggevik - and is used by the author's kind permission. All photos are used by the owners' kind permission.

Relevante lenker

Vær oppmerksom på! Sagahuus.com er ikke ansvarlig for innholdet på eksterne nettsider

Del denne siden