Jeg kan nesten ikke skrive for sorg. Vi har mistet vesle Inga, engelen og håpet i livet vårt. Å kjære vesle Inga, så mange tårer det har krystet fra mitt hjerte - det at du ble tatt fra oss, det var mitt hjerteblod jeg mistet.

Forrige kapittel - Liste over kapitler - List of chapters in English - Neste kapittel
* For disclaimer, please see end of text.

«UTVANDRINGSHISTORIE FRA NORDMØRE - Stangvik og Surnadal prestegjeld»

DAGBØKENE TIL INGEBORG OLSDATTER ØYE g. BERGEIM

Omfang og språk
Ingeborg skrev dagbøker fra 1874 til 1922, året før hun døde.

Fotoreferanse 320/1: Ingeborg 21 år gammel. Ved utreisen til Amerika, Kristiansund - april 1880.

I alt 52 bøker i diverse formater, på tilsammen vel 3500 tettskrevne sider, lå i bunnen på utvandrerkisten hennes, da sønnen Joseph tok fatt på å gå gjennom dem. For å friske opp norsken, tok han korrespondansekurs i norsk med professor Einar Haugen. Joseph renskrev på engelsk et utvalg av dagbøkene, som han dediserte til sine søsken, Olaf, Rena og Frank. Han viste dette manuskriptet til en forlegger i New York, som svarte at hun skrev for mye om sitt indre liv, og for lite om inntrykk fra livet omkring seg, derfor ville ikke boken få noen lesere. Josephs manus var ferdig i 1944.

Etter tips om disse dagbøkene fra nevøen til Ingeborg, Olav Ranes i Orkdal, begynte jakten på dem. ”Nappet” kom da Ingeborgs grandniese på vestkysten av USA lokaliserte dem på et mørkeloft i Milwaukee, etter en telefonrazzia over hele kontinentet, på den tiden av døgnet da det er billig å ringe. De lå hos Josephs datter. To dager gikk kopimaskinen i Milwaukee for fullt!

33 dagbøker hadde hun i bagasjen da ”Tasso” la ut fra Kristiansund. Da hun la ut på prærien i Dakota, lå bøkene også på lasset. Noen er nesten uleselige, især i kopiform. De eldste er 110 år, er gnagd hull i - og har fått kantene spist av mus - antakelig. Fukt og tårer og gjentatt lesning har også slitt.

De er skrevet på riksmål, dialekt, landsmål og engelsk. Joseph har gjort en kjempejobb - men alt lå på mørkeloftet, og mye kan i dag ikke leses av Ingeborgs etterslekt, grunnet språket. Originalene burde bli arkivert i arkivene til Det Norsk-Amerikanske Historielaget i Northfield, St. Olaf College, Minnesota.

Noen av bøkene er sydd sammen av henne selv, av diverse papirark og pappstykker, noen er skinninnbundne bøker, beregnet på dagbokskriving.

*

Dagbøkene før utreisen er alle skrevet på norsk, storparten på riksmål, noe på dialekt og noe på landsmal. Inkludert er ca. 75 sanger og dikt og små fortellinger. (Noen få dikt er sitater.)

Fra 1883 til 1889 skriver hun på engelsk, unntatt historien om da de homesteadet og ett avsnitt til. Alt stort sett på riksmål. 15 sanger og dikt og en fortelling finnes, alt på norsk.

Fra 1889 til 1903 skriver hun på riksmål. 12 sanger på norsk og 2 på engelsk finnes her.

Fra 1904 til 1922 skriver hun bare på engelsk. Her har hun 5 sanger og dikt på norsk, 13 på engelsk.

2. juledag 1877, 19 år gammel, skriver hun: ”Så har jeg holdt på at oversette et blad af Müllers bibelhistorie på Surendalsk - et arbeide far har påtaget sig for en vis Høyem som vil utgive hele bogen på landsmål.”

Etter dette blir dialektinnslagene hyppigere, og landsmålet kommer den vinteren (78/79) Peder Tuteigen går på folkehøgskolen på Oppdal hos Daniel Sæter. Oppholdet hans der faller sammen med at det går opp for Ingeborg at det er Peder hun skal dele livet med. Hun leser Vinjes ”Storegut” nå. Mens hun venter på brev fra Peder som er underveis til Amerika, kommer de første engelsk uttrykkene, innblandet i landsmålet.

Ingeborg kommenterer innholder i dagbøkene i dikt og små fortellinger hele tiden.

 

Sammenfatning av dagbøkene før utreisen 16-21 år - 1877-1880
Omfanget av dagbøkene, uleseligheten av en del av originalkopiene, og tidsmangel, har gjort det til et stort arbeid å skaffe seg oversikt over denne unike historiske dokumentasjonen. Det har vært en meget vanskelig avveining å avgjøre om dagbøkene burde komme ut ubeskåret, som dokumentasjon av en kvinneskjebne fra denne epoken, og som en dokumentasjon av hvordan et kvinnesinn bearbeidet impulsene fra norsk samfunnsutvikling og kultur/politikk/kristendom i 1870-årene og utover. Ingeborg levde med den beste tilgang på disse impulsende til enhver tid, grundig orientert om strømningene gjennom faren, hans omgangskrets, aviser og bøker - og sine samtaler med faren. Hun var hans elev på aftenskole som må ha nærmet seg gymnasnivå. Hun var tidlig hans vikar i skolen, hans sekretær og samarbeidspartner i alle hans offentlige verv. Hun førte kollektregnskapet for ham, førte kommuneprotokollene, hun fikk oppgaven med oversettelsen for Høyem. Faren satt i forlikskommisjonen, skolekommisjonen, var ordfører, var ungdomsleder, spilte Olav i ”Ervingen” med spelfrakk lånt av Erk Litj-Engen, på Øverlandet 2. juledag 1876. Han var skylddelingsmann, lagrettemann m.m. Av Ingeborgs dagbøker før utreisen går det fram at ”Gammel-Øye” neppe kunne overkommet alt, om ikke Ingeborg hadde trådt til på alle punkt, med assistanse av søsteren Gunhild etter hvert. Vi må også huske på at han var gardbruker, bodde på ”Gammelskolen” om vinteren, og i Austistua Telstad om sommeren, men drev begge gardene. Ingeborg ble satt til å slå med ljå som en annen kar i Bjønnahaugen og Storslettet attpå marka, knapt 17 år gammel, og fungerer mer som en sønn enn som datter. Hun er eldst, 4 år eldre enn første sønnen. Hun er oppkalt etter farens første kone. (Eneste barn - datteren Johanna - i det ekteskapet, reiste til Amerika våren 1872. Datteren faren fikk den sommeren ble oppkalt etter Johanna, men ble bare 5 uker gammel.)

”Gammel-Øye” sier når han gir henne til forlovelse med Nils i nabogarden – ”hørte ham (Nils) bede om fars samtykke - da far sagde at jeg var hans kjæreste barn.”

Presten Koch nektet ”Gammel-Øye” å la Ingeborg vikariere når han var på møtene i kommisjonene etc. Koch gav ham faktisk ultimatum - skolearbeidet eller offentlige verv. ”Gammel-Øye” fikk nervetrøbbel og søvnløshet av denne striden og sier til lngeborg: ”Jeg havde ønsket du skulde sidde oppe og tale med mig inat, jeg vågede over dig så mangen nat da du var syg.” Dette er november 1877. Hun er 19 år. Hun skriver rett før dette: ”Kok vil ikke at jeg skal få lov til at være skolemester i fars sted da jeg ikke har fået eksamen. Far var svært harm på Kok i gåraftes og sagde alvorlig, - Jeg giver ikke efter, det skal bære eller briste.” Dette for å vise hvor avhengig faren var av Ingeborg både i livet som gardbruker, som lærer og som innehaver av offentlige verv.

Ingeborg må ha vært uvanlig godt utrustet intellektuelt. Hun er gjest hos familien Ellingsen i Kristiansund en jul i 13-årsalderen, og da lærer hun fra seg engelsk. Faren leser tidlig og vedvarende både engelsk og fransk med henne, og på aftenskolen hos faren, hvor de også har trening i å stå opp i en forsamling og ordlegge seg på muntlig norsk, har hun som oppgave å gjengi på norsk - en fortelling fra franskboken sin: ”Jeg fortalte et stykke af min franske læsebog om en araberhøvding og hans hest. Far sagde at historien var svært god, men min fremstilling dårlig - jeg holdt mig formeget til franske udtryksmåder, sproget var for stivt og sammentrængt.” (Etter jul 1877.)

Augustinus Sjøflot kommer for å betale henne for engelskundervisning - sept. 1875. 1/2 daler var betalingen. ”Far vilde at jeg skulde faa pengene.” (Engelskmennenes tolk, Lemvig, kan ogsa ha bidratt til engelskkunnskapene, han nevnes flere ganger.)

Ingeborg leser engelsk med flere. Hun er en flittig brevskriver for folk, spesielt fram og tilbake mellom gamle foreldre her og barna deres i Amerika. Maria og Paul B. Ranes sender takkegaver fra Amerika. Hun får kritikk hjemme for at hun bruker for mye tid på dette.

Hun og Gunhild lærer seg selv å spille orgel etter litt undervisning av Brandt-jentene. Hun beskriver arbeidet med å utvide talentet til å spille 3- og 4-stemt. ”Jeg spillede nogle salmer af Lindeman. Jeg blev så oplivet derved. Spil er en oplevelse.”

I konfirmasjonsalderen gikk hun en vinter på tegneskole i Prestegarden. 1875: ”P. Tuteigen bragte tilbake mine fortegninger, som jeg lånte ham i sommer.”

Hun begynner, høsten 1876, på sy- og håndarbeidskurs på Søyset, men trengs hjemme til arbeid etter jul. Lærerinnen hennes, Magnhild Almsgaard, besøker henne, sammen med Bridt Søiset. Vanlig servering ved slike anledninger ser ut til å være: Chokolade, brændevin og kaffe.

Ingeborg må ha vært kjent for kunnskap og allsidighet. Jordskiftemann Holten på Møkkelgjerdet gjør en stor og vedvarende innsats for å skaffe henne som lærer til barna sine. Han ender opp med 2 uker ”sommerkurs” etter mye pågang. Lars Torestua Bæverfjord vil også ha henne som huslærer. Ann Grimsmo kommer personlig til ”Gammel-skolen” for å få henne som spillelærer. lngeborgs mor truer henne til å dra. Gammel-Sivert på Glærum (f. 1815) insisterer flere ganger på å få henne til Glærum på misjonsmøte, med tilbud om overnatting. Interessen fra disse gamle hausene tilsier at Ingeborg må ha vært høyt verdsatt. Sønnen til Gammel-Sivert reiser selv oppover og ber henne være fadder til sønnen Ola. Nesten død av sjenanse, kommer omsider Ingeborg til Glærum - med en forventning som er uvanlig for hennes alder: ”En ting, som jeg vilde holde for en ære og fornøielse og som jeg ventede på, hendte mig ikke, nemlig at snakke med gamle Sivert Glærum. Jeg talte med ham blot som allersnarest.” Påskedag 1877 er dette. Hun forteller om glassdører mellom våpenhuset og kirkerommet i Øye kirke.

*

Det er ikke før siste året for utreisen at Ingeborg begynner å innse sin verdi. Når vi møter henne rundt jul 1875, 16 år gammel, er alle dagbøkene en dialog med Gud – det er bønn, meditasjon, selvbebreidelser og lovprisninger av Gud. Hun bruker hele sitt intellekt og hele følelsesregistret på denne bønnedialogen. Hun snur og vender på alle de minste ting og stemninger, ber og gråter og kryster seg selv for å vise sin synd og sin utilstrekkelighet overfor Gud. Dans, kortspill og livsglede tar hun avstand fra i et svært fundamentalistisk syn. Etterjulsvinteren 1875 har hun renskrevet og nummerert 22 salmer - av høy kvalitet. En må til slutt spørre seg om hun nyter depresjonen, melankolien og ”sin syndighet”. Enkelte ganger i disse langdryge skriftlige bønnetimene blir en nesten ergerlig på all denne klage og ve, og må spørre seg om hun er en selvopptatt tåreperse. Hun går ”Den unge Werthers lidelser” en høy gang. Hele tiden taler hun om ”Prøven”. ”Jeg er ikke i stand til at bekjende min Prøve for Far og Mor - de får se det paa mine taarer.” (3. april-1876.)

Om ”Proven” er en kontinuerlig selvplage med å rettferdiggjøre seg for Gud gjennom riktig levnet, eller om det er den fortærende ild som etter hvert kommer for dagen - den hemmelige kjærligheten til nabo og gjeterkamerat Nils - skal være usagt. Det blir aldri klart. ”Prøven” kommer i alle fall bort etter skjærsilden hun går gjennom med Nils. Da har hun også skaffet seg et mer balansert Guds-forhold, så vi kan fremdeles lure på hva ”prøven” var. Hun hadde et helvete med denne ”prøven” fra 1875 til vinteren 79/80.

Faren er det som gradvis arbeider Ingeborg ut av den nesten feberaktige fundamentalistiske kristendommen, som var svært knyttet til hennes store beundring for presten Vindsnæs og ungdommelig ”Sturm und Drang”. Ingeborg harmes flere ganger over farens liberale syn på kristendommen. Han lar henne lese artikkelen ”Kultur og kristendom”, som går ut på at kristendommen stenger for kulturell og menneskelig utvikling, og de diskuterer sterkt. Da Ingeborg en dag har vært på Sylte og hørt legpredikanten Sivert Sogge, skriver hun: ”Far gjør lidt narr af mig, naar jeg gaar pa saadanne samlinger.” Nå (-76) skriver hun om ”bønhøring - en dejlig sommer” – ”prøven” må derfor ha vært strevet med å rettferdiggjøre seg gjennom riktig livsførsel - sannsynligvis, selv om ”prøven” dukket opp igjen.

Hennes hemmelige kjærlighet til Nils knekket henne nesten. Dette kulminerte vinteren 77/78, samtidig med farens krise med Koch. Hun leser Ibsens ”Brand” og ”Catilina”: ”Gjennom natten, gjennom døden, bagom skimtes morgenrøden - morgenrøden i Guds rige, når det dybe suk blir kvalt i kjæerlighedens favn. Lidende som jeg lå der, hørte jeg en lystig trommehvirvel fra Utistuen. Det var ligesom.” ”Hvor kjærlighedens håb er sejglivet.” - Kjærlighetsobjektet som var kommet hjem fra Underoffiserskolen som nr. 2 av kullet – drønnet trommehvirvlene mot ørene på den vansmektende hemmelig elskende i nabohuset.

I januar -78 lar hun ”Rekka” årelate seg - for hun tror hun er helt ferdig. Doktoren ber henne gå lange turer. Hvor ellers enn fra ”Gammel-skolen” og opp til Nils' mor på Telstad!

5. april -78: ”Stort nyt er hændt! Jeg er forlovet, Vårherre være storligen priset!” Hun er fri og glad. Den spreke og vakre Nils driver ungdommen i gymnastikk på Langli-jordet på Øye, og han vil overta hjemgarden. Alt er såre godt, inntil Nils kaster seg ende ned med store tilståelser - allerede i mai: ”Han har været mig utro og ejer ikke blot en men flere kjærester - ligget hos - jeg må sige så stygt - hos en fremmed pige.” – ”Min kjærlighedsblomst blev knækket i knopningen og fik ikke skyde blade.”

Nils ville etablere seg med brennevinssalg på Surnadalsøra, men han reiste til Amerika, etter mange bravader i både kjærlighet og pengestell, og er vel en av dem som søkte et større vingespenn over havet. Trolig bør resten av Ingeborgs utgydelser om ”den fremmede pige” - som i dag har en stor slekt etter seg, og også Nils' disposisjoner, få ligge på mørkeloftet i Milwaukee.

For Ingeborg blir dette en hardhendt vokseprosess, som kunne ødelagt en sa følsom og grublende ung person. Hun blir konfrontert med nedverdigelsen, og med bitterheten. Men hun går ut blant folk med hevet hode, og kommer ut av bitterhetsprosessen med å kunne tilgi, forstå - og til og med forsone seg med og be for Nils og ”den andre”. ”Eg er ikkje so drøymesjuk no som fyrr, livets prøvor hev kjølat meg av, og eg er meir prosaisk, meir klods innpå ”det verkelege”.”

Høsten -78: ”Peder er et godt og forstandigt menneske, og jeg finder stort behag i hans selskap - er både oplyst og frihedssindet.” Samtidig skriver hun en siste utstrakt hånd til Nils, som vil utløse odelsretten sin og vil til Amerika. Hun tar på Solveig-rollen.

16. okt.: Kristofer Janson holder foredrag på Røsmoen. ”Har aldrig hørt noget sådant før. O hvilken herlig ting at være digter. Vi vare rent berusede da vi gik hjem.”

Des. -78 er hun på Glærum: ”Marit Glærum (f. Mo) bad mig ind i kammerset og gav mig kaffe. Hun (den andre) var der. Jeg var oprejst for dens øyne, som havde bagvasket mig.”

Også presten Koch får nyte godt av Ingeborgs forsoning med verdens realiteter - i lys av Peders gode innvirkning på Ingeborg: ”Stakkars Kok! han ser så livsled og træt ud; han tror ikke på sin sags sejer – derfor er hans prækener så matte og så slappe.”

Faren leser fra ”Bruns folkelige grundtanker” denne julekvelden.

Nyårskvelden skriver hun: ”Jeg får vel tage fat på at blive lærerinde, hvis det ikke er Guds vilje at jeg skal blive noe større.”

Nyårsdagen: ”Jeg læste et fransk stykke om Trappisterne.” (En meget streng og isolert orden innen Den Katolske Kirke.)

Samtidig: ”Jeg er begeistret af store tanker, efter at blive en kvinde som kunne udrette lidt i verden.” – Nå spiller hun også med som gammel-Gunhild i ”Ervingen”. På nyåret driver hun sin egen kveldsskole med noen jenter. Hun skriver nå mye på dialekt. Hun underviser flere i engelsk, bruker stadig mer nynorsk - og er med på sangmøte i koret.

I mai -79 kommenterer hun at Bersvend Krangnes med familie reiser til USA: ”Eg tenkte på kor modug ein mann kan vera.” Hun har ennå ikke hatt noen tanke på å emigrere. Samtidig skriver Peder: ”Eg setter mi von til Amerika um me vert samde um å gjere ”livets seillads” saman”.

St. Hans-natten gir de hverandre løfte om å dele livet. Peder er da i Prestegarden, som han driver sammen med faren.

Flere synes ikke Peder er ”god nok” fordi han har et barn uten å ha giftet seg. Storesøster Johanna skriver fra USA og vil ha seg dette frabedt. ”Gammel-Øye” har mye godt å si om Peder, og Ingeborgs foreldre mener at emigrasjon er til det beste for framtiden hennes. ”Far er den einaste som skynar meg, og eg er kanskje ein av dei som skynar han.”

Peder hadde hørt til i kretsen rundt faren hele tiden. Han var den som holdt skåltalen 2. påskedag -77, da kveldsskoleelevene holdt avslutningsfest for ”Gammel-Øye” - med punsj av ”fire flasker brændevin”. De danset til den lyse morgen. ”- Far dansede i sine tykke træsolede sko.” (Ingeborg gikk og la seg da dansen tok til.) (”Gammel-Øye” hadde låvedanser for ungdommen på Telstad om sommeren.)

*

Av de 1200 sidene Ingeborg skrev før utreisen, er dette resymeet stort sett opplysningene hennes om begivenheter omkring henne. Ellers er disse dagbøkene mest interessant for en forsker i religionshistorie og religionspsykologi, på bakgrunn av tiden hun levde i.

Valget ble å inkludere det som er relevant for utvandringshistorien.

Vi går inn i dagboken hennes, mens hun venter på å følge etter Peder:

Fotoreferanse 329/1: Peder 25 år gammel. Ved utreisen til Amerika, Kristiansund - februar 1880.

 

Øye fasteskule, Surendalen

Februar 28ande
Eit rasande ovedr ute. Det vart umskifte ja, etter de milde sumarvedret. Å, Herregud no er snart tri vikor sidan Peder strauk, og enno heve me ikkje fenget brev frå honnom fra England. Fra Kristiansund fekk eg og Gunhild porttrætter av honnom. No er det mit daglege arbeid å sjå ein og annan gong på dette kjære billedet av honnom som eg heve set mi kjæraste livsens von til.

Idag heve eg grætet - eg fekk ikkje brev frå honnom. Eg heve ikkje vist kor inderlegt eg elskar honnom fyr no. No kjenner eg at han eig mit hjarta. Eg trur ikkje eg kan halda ut den tanken å mista honnom.

- - - Um du vilde det so da lat meg au snart kvila i mi grav. Eg skammar meg i djupet av mit hjarta at eg hin kvelden gjorde Deg så stor stor uret. - No er du vel ute på det store vilde Atlanterhav. A kjære Gud lat han ikkje døy frå meg tek du honnom burt tak snart også meg.

 

Fbr. 29ande Sundagskveld.
Same rasande ovedret, så ein ikkje kann få upp eit auga fyr snøfokk og storm. Ikkje preka ved kyrkja idag, halde til i Austestuga. - Eg hev ”read English” idag til eg vart mest sjuk ”in my head”, og no lyt eg kvile meg litet fyrr eg gjeng at fjøset. - -

Eg hev det ikkje godt, og er mest sjuk yver den lange ventingi på brev fra Peder; denne ”ovissheit” plagar meg so inderleg. Å Herregud ikveld tenkjer han visst au på meg um'n lever. Å um eg kunde få halda kring honom eit lite bill. Men berre eg visste han ikkje hadde det fyrr illt, so fekk det vera det same um eg laut venta.

Å nei når eg eingong skal få sjå honnom atter og få gleda honnom og stella fyr honnom. Far og mor held eg urimeleg av, so det vert mykje tungt å skiljast fra deim; men mot honnom vennen min hev eg den fyrste kjærleik og den fyrste plikt. Og honnom lovad eg å koma snart etter, og det både vil og lyt eg halda soframt Vårherre gjev meg helsa. Far og mor vil au so gjerne at eg skal reisa for de tykkjer det er bra fyr meg fyr framtida. Berre eg no fekk brev frå honnom Peder so var allt godt. Heile saki fær standa i Guds hand.

 

Marts 1te
Heller ikkje posten idag kom med brev fra honnom; eg lid liksom eg støtt er sjuk fyr bringa, og ingen kann eg klaga meg åt no han er burte. Når eg er borti låven kann eg støtt so reine yvergiven kasta meg ned i højet men det er soleids vondt, at eg ikkje får gråta. – No istad kunde eg ikkje sitja ved arbeidet mit lenger – eg laut ut og skriva (det trængte eg ikkje til da han var heirne - - -) Fyrr mi skuld strauk'n til det framande landet fyr han kunde ikkje tola sjå eg leid vondt sa han. Kunde eg berre eingong få gleda honnom fyr all hans trufaste kjærleik. - Sjølv heime hjå mine kjære finner eg meg einsleg og forladt. Å Herregud fær eg ikkje brev frå honnom kor skal eg da verta istand til å reisa. Allt mit mod vil falla! Når berre ikkje han lid fyrr mykje.

 

Marts 2nde
Om kvelden i myrkninga. Idag vart visst den sisste gneisti um å få brev fra England sløke. - Kor eg freistar å halde motet uppe vil det støtt verta meg fyr drjugt. Eg lid meir enn nokon annan veit undtaken Vårherre. Ein og annan gong kann ei isnande smerta jaga gjennom bringa på meg. Kanskje eg alder meir skal sjå honnom atter? - Eg torer ikkje tenkja den tanken ut, at eg alder meir skal få høyra målet hans aldri meir kjenna denne kjærlege handi stryke meg yver panna aldri meir kjenna desse sterke armane halda kring meg - Å kor tomt livet vilde verta meg utan deg du elskade. Aldri hev eg visst kor eg elskad deg fyr no. Um Vorherre unner meg å sjå deg atter, da skal eg alder gjera deg so stor uret meir. Berre han ikkje hev det for illt! Å um eg fekk gråta ut ved bringa hans ikveld, No er det umogleg å skriva lenger fyr myrkret.

 

Marts 3dje
Onsdagskveld i myrkningi. Idag hev sorgi voret linnare fyr meg. Gudskjelov - og ho kann vera so reint grunnlaus au. Dei hev kannskje ikkje fenget tid til å skriva frå England og so fær eg brev fra New York. Eg kjenner slik trang til å liva no det er liksom sorgi Gudskjelov, ikkje bie so hardt på meg.

Når eg fær ei liti sorglaus stunner eg so snart livsglad att. Og so hev eg slik ein fagnad i å kunna arbeida å stræva meg frametter med Engelsklesing og arbeid. Eg hev støtt fullt upp å tenkja på og detta minkar sorgi i alle måtar. Kvat gagn hev væl eg sjølv hell dei andre av di eg gjeng og syrgjer meg til dauden yver det eg enno ikkje veit nokat um. Med Guds hjælp vil eg freista halda motet uppe lengst det gjeng, og um eg gjeng trøyt veit nog Vorherre enndå råd. Men ein ting vil eg beda mykje um og det er at'n P. ikkje må ha fyrr illt. No vert det fyr myrkt.

 

Marts 5te
Laurdag etter at eg hev vaskat fra meg. - - - Nei so hjartans inderleg glad, som eg vart torsdagskvelden da far kom med eit brev frå postkontoret med Peders handskrift på. Brev frå honnom åt meg fra England! Eg freistad halda meg roleg; men eg fekk denne nervøse uro i som støtt kjem når eg er i stærk spending.

Gudskjelov so kom'n da i behold til England. Dei hadde fenget rasande ovedr, været 20 mil ute på Nordsjøen og so laut dei venda. Eg hev aldri høyrt gjetet at ”Tasso” hev vendt att fyrr, so dei må ha havt eit forfælande vedr. - Men um'n laut lida nokot er ikkje verdt å klaga yver, det er no yverstandet.

Kanskje dei so fekk godt vedr yver Atlanterhavet. Det var so klart og stilt segjer Peder dagen fyr dei skulde ganga ombord i Baltic Stjernelinjens dampskib. Måtte dei berre koma snart yver Atlanterhavet no da. Dei heldt på 7 døgn fra Kristiansund til England. - Noko av brevet eg fekk var skrivet fra Hull, noko fri't Liverpool. På jarnvegen yver England hev dei faret på 6 timar. Den 24ande februar skulle dei ganga ombord i Atlanterhavsdampskipet. Hed dei vore heppne kan dei no vera komne til New York. Derifra skulde vi få brev att um eg ikkje alt er på resi sjølv då, nokat han helst vilde ynskja. Å nei Du fær vel venta kjæraste; eg reisar ikkje (kann ikkje få det til fyr i slutten av April når B. Øverland og L. Øye reisar.) Den tidi eg hev atte her no lyt vera til å tenkja på reisi. Det er mykje rart fyr meg sume stunder og synd i Mor, so hev det vondt fyr mi skuld. - Sjølv ho segjer det er bra fyr meg og vil eg skal reisa men lid ho ved di. Men mor skal gløyme sorgi om Gud gjer det gjeng godt fyr meg. Og eg sjølv når eg feer tenkje på å træffa honnom som igrunnen er den kjæraste eg eig på jorda - ja da vil eg visst kunna halda ut kvat det skal vera. Fyr den tankjen å få sjå honnom atter stryk kvida burt. - Det er uvist når eg fær tid til å skriva i denne little boki no att - tidi er no knap; men ein gong enno fyr eg reisar lyt eg visst skriva. - Å nei det brevet eg fekk fra England, det er helsebot det fyr meg. Tusen tak Du kjæraste –

 

Marts 15ande
A sound of drubbling!

Sundag. Jamen fekk eg juling ”last night”, då eg fekk lesa eit brev, som syster mi ho Johanna i Amerika hadde skrevet åt morsyster uppe i Kleiven. Ho var reint harm og sinnad yver detta stellet mit med'n Peder. Ho totte eg laut vera giftesjuk, når eg vilde hava ein slik, som hadde havt barn. Ho bad, morsyster åtvara meg og sa, at eg vilde ”føre skam” yver heile vort folk på denne måten! - - - Det var måske stygt af mig, men ikke blev jeg bedrøvet ikke sindt; but I coud not help smiling at her words”. Ho spurde um far visste det; ho totte visst han var i stor sorg. Javist ja! Kvat sa far ein kveld eg var !itt harm på Peder. Jau han sa: Eg veit ikkje nokon likare fyr dig herikring enn han. - - - Men eg unskylder Johanna; ho kjenner ikkje han P, men kjem ho eingong til å vera ilag med honnom, trur eg, ho skiftar meining. I alfald eg kjære ven vilde ikkje bytta Deg burt i den mest moralske mannen eg kjender. Berre eg snart fekk brev fra New York, so vil de eg verta rett so glad.

 

Marts. Sunndag kl. 6 kvelden.
No er eg so trøytt af Engelsklesingi at eg umulig orkar lenger. Eg held på med den 19iande time um noko handelsbrev og dei er so drjuge å lera. - uppe på Øverlandsbakken morar ungdommen seg, det hadde gjort meg godt å vera med, men eg tykkjest ikkje hava tid, og so er tankaren mine so langt burte frå leiken. - Sunndagen som var fann me telegram i Dagbladet at Stjernelinjens dampskib ”Baltic” ankom til New York den 8ande marts. Altvel. Dei heve altså været omtrent 2 vekor på Atlanterhavet, og 2 vikor vil væl ganga til fyr det . . . (mangler på kopien.) Så er då skipet framkomet gudskjelov, og so fær eg liva i det glade håpet å få brev fra New York. –

Så vert eg så glad i kveld ved å høyra at Johanna Skeid skal bli i fylgje med når eg reiser. - No lyt eg upp i bakken og henta heim Gunhild so me fær ganga til fjoset.

 

31te marts. Onsdag.
Ein Svenske, ein spillemand med si kona var no nyss utanfyre dyri vår og spilad og song so forunderleg fagert. - Eg hadde annt med å halda gråten og tenke på min kjæraste i det frammande landet - tonen og ordi høvde so godt. Berre desse tonorne vekte upp ein unemneleg lengt, serleg no da eg held på og tek afsked med det eine etter det andre. Idag var det vist sisste dagen eg kjonad - Gunhild skal no taka til. Eg totte det var so rart berre med kjyri stakkar, som no er so feite og fagre. Igår tok eg afsked med Bridt Højleengen, ei barndomsvenninna av meg; ho skulle på amtskulen no. Der er nog av dei som vil gjera resi syrgjeleg for meg. No gjeld det berre um å vera modug og tenkja på kvat som ikkje berre er min helligaste pligt men mit dyraste ynskje, å treffa honnom, som no er i det frammande landet og sårt lengtar etter meg. No er påskehelgi forbi. Eg kunde godt skrivi i denne lille boki mi med ho var, men eg var ikke god til å skriva. Når eg hadde lesi litet gjekk eg ut og trøydde meg med ungdomen held var i selskap. - I Østistun hev eg og Gunhild voret tvo ganger og havt det morrosamt, lyt eg væl kalla det. Der tala eg med underofficer L. Øye, ein skulekamrat af meg, og disputerte med honnom. Han var noko fin og frammand, noko lik Nils, likevel tald eg reint frit med honnom. - Eg vil ikkje skriva om allstan eg har vore i hilgi, men det veit eg, at tidi har gjenget reint burt for meg med å værra atti folk og eg tykkjer det hev gjort meg godt, eg hev gløymt meire af mi eigi sorg og lengt og prøvat vera det kvikkaste eg konn. Og da trøstar eg meg so i arbeidet mit; eg er so glad i alt det vesle eg kan få til. - Og so trøstar den tanken meg at eg snart skal få brev fra honnom Peder fra New York; - Vorherre hjelpa honnom og lat honnom av di inderlege godleik ikkje hava det fyr vondt. Og so takkar eg Gud at eg no ikkje ængstar meg fyr å resa. Lat ganga korsom Gud vil. Eg reiser fyr å gjera min pligt fyr å gjera honnom og meg sjølv glad. Lat so ganga i Guds namn. No hev eg knapt ein månad (igjen) atter. Hjelp meg Gud til å vera bra mot mar og mot alle. Kanskje eg skriv nokre ord ein gong til fyr eg reiser; no hev eg ikkje tid lenger men lyt ned å kara.

Ingeborg Skeid ja, som fekk ganga utor denne verda istadenfyre å reisa til Amerika, som ho totte var so tungt, da eg sist talad med henne. Ho er jordfest au no. Gud gjeve ho må ha funne fred hjå Vorherre. –

 

April 3ie Laurdag etter vaskingi.
Ei usegjeleg tyngsla ligg yver barmen. Eg fekk ikkje brev fra honnom torsdag og fær visst also ikkje fra New York. Berre ikkje du kjæraste leid for mykje, so fekk det vera det same um du var gangen heim at Gud. - Gudskjelov eg fær grata så sorgi er ikkje hard. Eg vilde sjølv so gjerne vera heimkomen til Vorherre ikveld. Å eg er so inderleg trøytt. Å kunde eg no få leggja meg upp til Guds faderhjarte og gråte ut! Men tankaren mine på Vorherre er so uklåre, det er umogelegt fyr meg å vinna fram til klarheit. Men eg hev likeveel ei unemneleg kjennsla av Guds kjærleik og lengt etter å kunna liva i det gode og skammast yver kor klein eg er.

 

April 4de Sunndagskveld.
Herre Gud er det muligt at lide mere sjælelig end jeg gjør ikveld? Jeg har været på Telstad mit gamle barndomshjem og taget afsked, hvilket til en anden tid vilde være meget smerteligt, men som bliver forsvindende i forhold til en anden ulige hardere smerte. I dag fik jeg høre at Peder havde været syg på rejsen til England. John Bergeim hadde skrevet derom. Intet brev idag heller fra New York, jeg ved han vilde skrive, hvis han kunde. Kanske han nu ligger syg forladt af alle uden en kjærlig trøstens hånd. Eller måske han er død. Ja kjære ven vidste jeg blot du var smertefri gangen hjem til Gud. Gudskelov der er en livets ende, mod den skal mine trætte tanker nu vendes. Jeg er alt over 21 år. Den levetid jeg har tilbage rinder snart hen. Kanske også Vorherre på en eller anden måde kan tage mig snart bort. End Herre, min vens lidelser om han er i stor smerte. Så glad o Herre Gud har jeg aldrig før tenkt på livets ende. Vilde du komme snart.

 

April 15de
No veit eg ikkje noko bettre å segja, enn eg sa eingong fyrr, då verdi var so tung åt meg.

Jeg har mig kjæmpet træt
I kamp fra død og livet,
Det endte dog rned det,
At jeg blev overgivet,
O denne stille ro, hvor den er sød og let,
O Herre hjælp mig du, jeg udslidt er og træt.
Tak for den smertens tid,
Som er tilendestundet,
Det kommer ei igjen
Det, som er overvundet.
Og for hver smertens dag vi haver stredet ud,
Des nærmere vår grav, des nærmere vor Gud.

Eg hev grunn til å takke Vorherre fyr denne harde prøving, eg no er utsett fyr idet han let min kjærleik til Peder stiga upp til sann varm kjærleik. Mit hjarte hev ikkje voret rett mot honnom. Eg hev voret meire stolt av honnom enn eg hev elskat honnom inderligt. No sidan han reiste hev det fyst gjenget upp fyr meg, kvat det vil segja å mista honnom. Um'n liver hev han kannskje no fenget brevet mit; og eg er glad i å tenkja, at det vil vera honnom ein liten trøst um han liver, og er han gjenget burt, so han no hev det godt, da vil eg gleda meg i å få komma snart etter. Eg er sæl lell no midt i sorgi; og kviler i kjærleik og ”hengivelse”.

 

April 10ande Laurdag.
Gudskelov! Torsdagen fekk foreldra hans Peder brev fra honnom og um 4-5 dagar skal eg få. Det er berre nettupp eg er god til å yvertvinga hverken mi store sorg hell mi store gleda no, berre det kjenner eg at ei stor børa hev dottet av meg. - Eg torer ikkje tenkja på den store gleda som vil verta når me får sjå kvarandre igjen. Det er so uvist og myrkt allt. Det store havet ligg imillom. Men kvat eg veit er at eg snart skal reis no, og um eg da fær sjå honnom atter, stend i Vorherres hand. No har eg snart berre 14ten dagar atter her heime. Eg er roleg; og hev kastad umsutti frå meg på Gud. Eg veit eg reiser fyr å gjera min plikt fyr å gjera honnom og meg sjølv glad. Berre eg no fekk eit kjærlegt brev frå honnom; det turvte eg so mykje no fyr eg reisar! Kanskje Du er i Dakota no; Du skriv fra New Richland Vaseca no sisst. Vorherre skal ha so inderleg mang takk, at'n kom seg so godt fram på denne hardi resi um'n laut vera lite klein. Ja Gud vera hjå Deg du elskade. –

Torsdagen fekk eg au brev fra syster Johanna, eit fagert hjarteligt brev reint motsat det ho skreiv til moster um'n P. fekk eg au brev og portræt fra Johannes Jelen samme dag. Imorgo vil eg ganga til kyrkja og til alters fyr sisste gongi her heime. Eg er so trøytt av tankar no, og kann ikkje annat enn liggja meg sjølv og all min vesaldom framfyre Guds faderhjarta.

- - So tidleg vår og so mildt vedr i lang tid hev det knapt vore i manns minne. Marki begynnar allt å grønnskast litevetta. Og i Chicago i Amerika var det so kalt, skriv Peder, at dei fraus mest ihel.

 

Den 19ande april.
No fær det vera siste gongen eg skriv i mi little dagbok her heime. Imorgo 8 dagar stryk eg til Kristiansund. Torsdag den 29ande kjem Tasso fra Trondhjem. Eg gjeng liksom i en draum no, eg hev bjodet farvell på mange stader till den eine etter den andre sisste gongi. Eg liksom liver i ei barnleg umsutlausa; eg kvilar i ei ro, som nog ikkje er riktig naturlig men som eg lell takkar Gud fyr. No trur eg, at eg kjem til å fylgje Bastian til Visconsin til eg fær høyra om Peder kan finna plads åt meg i Dakota. Eg fekk brev fra Peder sisste torsdag, eit kvikt livfullt brev gudskelov. - - - So fager, væn, tidleg vår som denne hev visst knapt gamle Noreg sett i manns minne. Marki er otrulig grøn og sauarne ute på mange stader.

Ein dag var det 12 gr. Reaumur heit i skuggen.

 

Seinare på dagen.
Eg er so reine trøytt og vilde kvila. Eg er ikkje god til å tenkja yver mi reisa meire no, farvel allt og alle og tak fyr meg. So stryk eg da i Guds navn og lat so koma kvat der vil. Men eg vilde so gjerne koma fram Herre Gud av di det vert fyr mykje åt far um han skal betala reisepengarne fyr meg. Og so Peder, han vil gjerne sjå meg atter; eg trur ikkje Vorherre vil at eg ska døj, at um eg berre eingong endå fekk sjå honnom og kvila i fanget hans. Eg er so yvergjeven no, koma kvat der vil. Ein gong vil det i Guds navn verta ende på vesaldomen her, og dei kjære eg hev elskad so mykje her fær eg visst sjå atter i den herlege heimen der alle dei reine sjælarne livar utan bond utan sorg. Det er mi von at da fær eg ogsa møta honnom, som no vist lengtar etter meg. Farvell da du vene Surendal mi fødebygd og alle mine kjære. Der gjøymes mange minder her av ei stakkars kvinnes liv, gjøymes minner um kvat ogsa ei fatik (?) kvinne kann lida å tenkja. Fred yver alle minder. Gud velsigne foreldri mine og alle dei små syskende! - i Jesu navn.

 

Kristiansund 28de april 1880
Torsdag aften.
Dampskibet ”Tasso” vil efter agentens sigende ankomme hertil i nat kl. 1. Vi har da altså at holde os færdige til dens ankomst. Det er umuligt at få fred til at legge sig for at sove nu i disse uroens ventetimer. Får altså prøve at benytte en stund av tiden til at skrive lidt i min dagbog. Det er uvejr ude på søen. ”Pacifik” som afgik imorges måtte vende og kom hid tilbage nu ikveld. Å det bliver vel en hård tur inden vi når England. Men det kjære håb ……. holder mit mod oppe. Så lad da i Guds navn gå! Jeg hviler i det freidige håb at jeg reiser for at glede ham, dette håb gjør mig frimodig. Nå er det så mørkt, jeg ser ikke lengere.

 

Ombord i ”Tasso” den 30de april ved middagstider.
Nu har vi fått en forsmag på hvad det vil sige at færdes på havet; og den slemme syge har gjestet de fleste emigranter ombord. - Imorges kl. 5 afreiste vi fra Kristiansund. Vejret var stormfuldt allerede da vi forlod Krsd, og senere er det ikke blevet bedre. Ombord er her omtrent 400 emigranter. Det er en fæl røre da en stor del er svært syge. Jeg var noget syg over Hustadvigen, men nå er jeg ganske bra. Særdeles heldig var jeg ved det at en Nordmann som kunde Engelsk kom og snakkede til mig, og da han hørte at jeg forstod lidt Engelsk, kom vi snart i en livlig samtale, som holdt modet oppe i mig mens jeg var meget dårlig. Jeg tror dampskibet nu snart vil anløbe Ålesund. Å hvor meget rart det er at se her ombord. Får jeg være frisk resten af rejsen tror jeg det vil bli bare kjækt. Det værste er det dårlige ”bedroom” vi har, og så fuldt og trangt som det er. Men jeg er Gudskelov ved godt mod; jeg skal jo rejse at møde min Peder.

 

Ombord i ”Tasso” morgenen den 1te mai.
Nu er vi komne ud på Nordsøen, så vi ikke kan se land på nogen kant. Det er godvejr over Nordsøen siger skibsmandskabet, men ligevel rugger dampskibet sig lysteligt på Nordsøens rullende bølger. Siden igår ved middagstid har jeg været aldeles fri for søsyge, og igårkveld tog jeg ind en dygtig ”supper”. Soveleiligheden var også upåklagelig idet vi en 5 mand lagde os på dækket med nogle sengklæder over os, da soverummene var aldeles overfyldte. Og der var nokså lystigt, og skjønt søvnen ikke var videre rolig var den dog god at få. Kl. 9 igåraftes forlod vi Norges kyster. Idag er det livligt oppe på dækket. Somme skriver, somme vasker sig - kortsagt man gjør alle mulige forretninger heroppe.

 

2den mai. Søndag ombord i Tasso.
Inat havde jeg da en nogenlunde ordentlig soveplads og sov såvidt bra som det kan ventes på slige rejser, og som det fuldpakkede rum af kvinder, mænd og små børn kunde tillade det. Jeg stod op og skulde få mig lidt mad, nemlig en brødskive og kjæks som vi om morgenen modtager med den sorte dårlige kaffe, men dette bekom mig ilde, jeg prøvde at sidde nede der forud. Jeg måtte op på dækket at kaste op lidt og siden er jeg forblevet der ovenpå. Her agterud på dækket er der bedst at sidde. Mange forlader nu ikke sine køyer. Slig søndag morgen har de ikke oplevet sier somme. Og i dag er det ikke behageligt heller. Vinden er både kald og stærk, og søgangen meget så skumsprøjten næsten slår over dækket somme tider. Idag er det det tredie døgn siden vi forlod Krsd. Man mente engang at vi skulde nå England i kveld; men formedelst den stærke modvind blir det vist ikke før inat eller i morgen tidlig at vi ankommer til Hull.

Nu har jeg havt det nokså morsomt en stund idet en gut og jeg har siddet og snakket sammen med en ung gut om forskjellige ting. Næsten alle om bord er meget flinke, så fornøjelig selskab vanter det ikke. - Igår havde vi et langt møde ovenpå dækket og så en overlag lystig forhandling om kjærlighed. Det er riktig lystigt somme stunder. - Vidste bare mine forældre at jeg ikke lider mere ondt. Jeg ved de tænker på mig nu. ”Tasso” er ikke så uhyggelig som jeg engang troede, så hvis det ikke var så fuldt vilde det ikke være så galt. Kosten er også bedre end jeg havde ventet, ja den er upåklagelig. Til frokost får vi sort kaffe som er meget dårlig, en kjæks med smør og en hvedebrødskive. Til middag kjødmad, som er meget god. Til aftens en kjæks, brødskive og the, som er god, uden f1øde.

 

Liverpool 4de mai 1880. Ved middagsbordet.
Igårmorges kl. 3 nærmede vi oss Hull. Allerede søndagskveld den 2den mai kl. 9 begynte vi at øjne byens fyrtårn. Det var et storartet syn vi så, da vi om morgenen gikk op på dækket og så Hull foran os. Byen er overmåde storartet men ikke videre vakker syntes jeg da. De uhyre stenbygningene er sværtede af kulrøg og kulstøvet fyger omkring en. Men uhyre store og vakre var alle de skibe vi så der i havnen. Det led langt på dagen før vi kunde komme rigtig ind i dokkerne, da det var lavvand ved vår ankomst. Jeg var så ør etter den foregående nats uro igår og af alt det nye jeg så, at det var umuligt for mig at skrive; men idag er jeg Gud være takket ganske bra og har haft en noksa livfuld og fornøjelig dag i denne travle by. Jeg har også i dag skrevet to ark hjem til mine forældre. Det største komers er, når jeg må snakke med engelske folk for at spørge os tilråds i mangt. (Ingen i vort følge kan Engelsk.) Og det går otrulig bra og det er så fornøjeligt hvergang jeg kan hjælpe os ud af kniper. - Nei slig sjau som det var nede på toldbodbryggen i Hull da emigranterne skulde i land lell. Vi som tilhørte den amerikanske linje gav os iro til agenten kom og ropte på os og da blev vort tøj sikkert befordret iland. Dernede måtte vi vente noget længe til agenten kom og sa at vi skulde få mad. Og det fik vi ogsa inde på et hotel; men knapt tilmålt var den. Vi måtte rive den i os i største hast og så på jernbanestasjonen, hvor vi kjøbte os billet til Liverpool. Da vi kom ud stod en hel del træn færdige til at afgå. Vi blev henvist til vogn og nu begyndte den mest storartede og herlige tur jeg har gjort i mit liv. Det ene fagre landskab efter det andet svævede forbi dog ikke fortere end at jeg kunde godt overse det. Nei de store fede sauerne lell, som græssede på de græsrige enge. Ja det var så vakkert at jeg aldri har set sligt. Men udmated og træt som jeg var sov jeg snart ind og nød en kvægende søvn mens jeg sad inde i vognen. Efter en rejse på 61/2 time kom vi til Liverpool kl. l eller halv 2 inat. Nu så storartet det var at sprade gjennem Liverpools gader inat, alle oplyste som i en sal, jeg kan ikke beskrive det.

 

Liverpool 5de mai 1880
Så gives der da også et sted i denne travle by hvor en kan få være i fred og skrive lidt, nemlig et kontor hvor de skandinaviske emigranter får papir og skrivesager frit, ligeledes adgang til at læse forskjællige bøger. Det er så godt at hvile her en liden stund i fred. Igåraftes var vi også her og blev venligt henviste på en bedesal hvor en svensk mand holdt et meget kraftigt og trøstende foredrag; jeg må rigtig sige det var en god hvile for mig og en kvægende opmuntring her i denne fremmede stad at høre et sligt trøsterigt foredrag.

Igår ved middagstid var vi henne og hørte en svensk sjømandspræst, som også var dygtig til at tale. De lejede en engelsk kirke, da de ei endnu har bygget egen kirke disse skandinavere.

Idag har vi spadseret ude næsten i hele dag - var også oppe på jernbanestasjonen for at efterse vort tøj. - Å nei så meget som der er at se lell i disse store speilvindu - voksfigurerne aldeles lig naturlige mennesker. – Det sørgeligste jeg har seet siden jeg kom hid til by en er disse elendige skjændselens kvinder, som står udenfor sine ”elendigheds hoteller” for at lokke mandfolkene i sine garn. De bærer alle (skjøgerne) kortklippet hår. Noget så forfærdelig som disse elendige har jeg ikke seet. O hvor uskatterlig er ikke en ren samvittigheds fred; da er man altid lykkelig selv nede i trængsel og mørke.

Jeg tror ikke vi kommer til at rejse fra Liverpool før om lørdagen - tænker altså at jeg får god tid til at skrive - slutter nu for at læse lidt.

 

Senere samme dag ved aftensbordet.
Mens vi sidder her og venter på kveldsmaden (vi har passet os at tage pladser først nu, da det er næsten umulig at få plads når man kommer sidstpå.) Jeg skulde inderlig gjerne ønsket at der blev lidt mere rumt i vort losemente ikveld og det bliver det kanske også, da der skal afgå et skib i kveld med endel emigranter.

 

Liverpool kontor for emigranter den 6te mai 1880.
Idag er det helgetorsdag; ligevel er det den samme larm i Liverpools gader og det samme arbejde. Jeg holder så af dette sted her hvor en kan få sidde i fred og have fri adgang til skrivematerialer. Jeg har i dag skrevet hjem til min søster Gunhild et helt ark. Jeg angrer slet ikke på at vi kom til at forblive her såpas længe, det er så uhyre meget at se.

Igåraftes var vi på jernbanestasjonen for at overse vort tøj. Der var en uendelig røre. En uhyre masse emigranter holdt på at finde rede på sit tøj. Ja der var liv. Det ene træn efter det andet ankom og afgik kun med nogle minutters ophold. Nei den uhyre vognhall lell, oplyst af hundreder af lamper og lys af forskjellige farver og alle de store fagre heste og vogne der var. Et vidunderligt syn jeg aldri kan glemme. Ikke mindre storartede ting var det at se da vi passerede nedover gaderne til vort hotell igjen. Nej de strålende butikker hvor alle verdens fagre ting var udstillede. Det var til at blive henrykket over. Det vakreste var næsten ligevel gibsfigurerne; jeg måtte ordentlig betænke mig før jeg fik rede på enten det var virkelige mennesker eller ej. Jeg tror at her bruges bare gas til belysning.

 

Liverpool emigrasjonshotell den 7vende mai 1880.
Nu skal det være vist at vi kommer til at gå ombord i morgen tidlig. Jeg har efter omstændighederne havt det nokså bra i Liverpool, og jeg kvider mig lidt for den forestående sørejse. Men lad bare gå i Guds navn, Gud lader mig vel finde en udvej nu som før, det er mit faste tillidsfulde håb.

Jeg er næsten træt af at beskrive alt det storartede i Liverpool. Igår passerede vi gjennom en stor del af byen og var på vej at tulle os bort. Bastian Øverland og Trondhjemmer Snive tulled sig så bort en kveld at de måtte leje sig en fin vogn og lade sig kjøre til losementet. Det storartede liv her er bra nok, men lidt ensom hvile ved en kjær elsket vens side vilde nu gjøre mig så inderlig. Der har været en liden fristelse for mig under denne min rejse, idet der måske har været et dybt og godt venskap mellom mig og en ung gut, Kristofer Moe fra Stangvik. Jeg kom ikke til at tænke stort derpå; men nu er det brysomt, jeg føler lidt anger og foragt for mig selv. Gud tilgive mig hvis jeg har gået forvidt. I det udvortes har det vist været nokså uskyldigt, men i tanken har jeg måske syndet mod ham der derover. Men når jeg nu atter træffer ham beder jeg ham om forladelse, og da skal mine øjne lige ærlige skue op til ham hvem jeg har lovet evig troskab. En andens ungdommelig kjærlighed kan for et øjeblik henrive mig; men ingen kan jeg igrunden elske slig som Dig. Det er ingen så fast og mandig som Du. - Det lettede mig at få skrive dette her, nu er jeg glad og rolig.

 

Liverpool 9ende mai sendagsmorgen.
Det er først nu jeg liksom lidt har begynt at samle mine tanker og finde det trættende i det uophørlige bulder og liv. - Igåraftes var her spil og dans nede i spisestuen, det var for det meste svenske som dansede. Det snurrige at se var ligevel en ung mand forklædt som en Indianer, som spadserede frem og tilbage spillende på et dingeldangel af et instrument.

Det var engang sagt at vi skulde få stige ombord igår; men nu skal det være vist i morgen.

 

Senere på dagen. Ved ettermiddagstid.
Nu har vi fået høre at heller ikke i morgen får vi gå ombord, da arbeiderne har gjort strike; nu må vi vel vente, og det er uvist når vi får rejse. Skibet vi skal gå med kaldes ”The British Crown” eller den «Engelske Krone” og skal være et nyt og et af de største emigrantskibe. Idag er det mere stille på gaden end sædvanligt; såvidt en kan skjønne er det søndag selv i denne store by. Å nei når vi kommer til at forblive her sålænge lell. Men her hjælper ikke at klage. Jeg får prøve at benytte tiden så godt jeg kan med at lære lidt Engelsk og med at binde.

Når man er kommen ud får man tage det, som det falder og prøve at drage sig alle omstændigheder til nytte bedst man kan. Hvad nytter det til eks. at tænke på, at det er vakkert der hjemme i Norge nu og ønske sig did op en stund! Nei i stedet er det bedre at søge at finde sig tilrette i de nye vilkår og så at skrive frimodige og trøstefulde breve til dem derhjemme.

Idag har jeg drevet på med at lære Engelsk i ”Udvandrerens tolk”. Kl. 3 tænker jeg vi vil gå i kirken.

 

Ombord i ”British Crown” den 11te mai 1880.
Kl. omtrent 4 imorges blev vi vekkede i vort hotell i Liverpool, og efterat have fået lidt tillivs var det at begive sig ned på toldboden, hvor en hjuldamper tog gods og passagerer for at få dem ombord i B.C. Nei slig røre og slig trængsel som det var da vi kom ombord her har jeg aldrig i mit liv før været ude i, den var ubeskrivelig. Stor synd syntes jeg i de små barn, som var nær ved at kvæles.

 

Ombord i ”British Crown” den 12te mai 1880.
Så har vi da tilbragt en nat i denne røre og trængsel. - Man snakker om de Atlantiske skibes bekvemmelighed. Hvor findes den? Ikke ombord i dette skib. Kanske det kommer af at dette skib er så nylig blevet indrettet til emigrantskib. Jeg ved at her savnes al orden ombord. - Igår fik vi ikke mad før det led langt på kvelden og havde ikke spist siden tidlig om morgenen. Den mad vi da fik var alt annet enn god; nogle salte kjødslingser og potetes samt lidt tynn suppe.

Soveplads fik vi fruentimmer, samt ugifte i et underdæksrum, hvor det var kvælende samt aldeles mørkt hvis ikke gassen havde blevet tændt.

Imorges den samme uorden da vi skulde få mad. En tønde kjæks samt noget smør blev bragt ned i rummet og nu tog de som var om sig alt smøret samt lommerne fulde af kjæks; de som ikke var om sig fik intet andet enn den sorte kaffe. Jeg blev så arg over denne uorden at jeg lovede for mig selv, at hvis nogen af mine senere rejser skal de ikke vælge denne linje.

Her er hundrede mands besætning ombord. Af emigranter er der vist mere end 1000.

(Bastian Øverland tilstår herved at have modtaget i forvaring af Ingeborg Øye 6 kr.)

Her ved ”Queenstown” stopper skibet for at tage ind nye passagerer. Her i Queenstown er meget fagert; landet ligger noget høit, så det er hældninger. Jeg er så harm for den slette behandling vi får her ombord, at jeg hvis jeg kommer frem vil gjøre alt muligt for at ikke andre skal følge denne linje. Her er ikke andet at få end tørre kjæks om du ellers får noget. På Stjærnelinjens dampskib var der bageri ombord, så de kunde få ferske hvedebrød. En stor kommers er det også at mandsfolkene vore ikke kan få sine små kufferter igjen, så de kan få i sine madkopper, lykkeligt var det at jeg beholdt min, såvidt vi har lidt kopper.

Det er måske uret af mig at være så sindt, men jeg kan ikke for det. Disse dage har dog en ende får jeg med Guds hjælp være så frisk som jeg hidtil har været. Om en 14ten dages tid får jeg måske byde denne røre farvel og da skal mindre hyggelige timer glemmes. Det er mit tillidsfulde håb i Guds navn.

 

Ombord i ”British Crown” 13de mai 1880.
Idag har vi en frisk stærk bris ude på det store vilde Atlanterhav. Det store segl er blevet hejset. Bølgerne går som høje skumhvide fjeld og selv dette store skib slingrer meget. Nede i vort soverum er det meget uhyggeligt nu, da der brækkes og kastes op så luften er forpestet af stank. - Jeg er noget træt idag efter den slemme hoste jeg havde inat; ligevel må jeg holde mig på dækket mens hovedet snur op.

Med kostholdet og betjeningen har det forbedret sig siden første morgen. Kveld og morgen senere har vi fået hvedebrød, ferske, uddelt. Med smøret er det ligedan som før. Det bliver sat ned i rummet i en blikkasse, og så får en tage selv, og da bliver det stygt medfaret skal jeg tro. Jeg har intet taget deraf. Til middag får vi kjødsuppe, kjød og flesk og poteter, hvilken mad er ganske bra. Jeg har ikke kastet op en eneste gang siden jeg kom ombord her; men mange er meget syge, det er vist. Det er forfærdelige bølger ude på havet nu, ja det er et syn. Luften er tung og døsig ligevel om det blæser. Jeg er i Guds navn modig, jeg rejser jo hen at møde min trofaste ventende ven.

 

Ombord i ”British Crown” den 14ende mai 1880.
Inat var der sådan frygtelig slingren på skibet at bliktøjer ramlede af og til ned i køierne og du måtte tage ordentlig spændtak, om du vilde holde dig i køjen. Bølgerne slog flere gange over skibets dæk, ja det var en underlig nat. Træt som jeg var sov jeg dog ind og føler mig styrket af denne søvn. Bridt er dårlig idag, hun har en slem mavesyge, jeg tror hun ligger nu.

Jeg var ikke god at få mig frokost idag; jeg havde ingen appetit da, men nu spiste jeg gjerne.

Idag er det også dygtig vind, og søgangen er stor, bølgerne er så uhyre at det er næsten ubeskriveligt. Ingen sejlere ser vi idag, kun det vilde frådende hav på alle sider.

 

15de mai ornbord i ”British Crown”, pinselørdagskveld.
I nat kom det mig så underlig fore da jeg vågnede og befandt mig ombord i et dampskib, jeg drømte om gamle Telstad.

Imorges var jeg mat og havde ondt i maven. Jeg prøvde dog at fli mig og gik op på dækket; der var en klar solskinsmorgen og havet roligere end igår. Nu ikvæld blæser det noget stærkt igjen. Det ser ud for at vi får modvind istedetfor den medbør vi hidtil har havt. Dette skib er meget langt men ikke så overlag bredt. Bastian mente, at det var 190 skridt i lengden, det vil sige i spadsergang. Bastian fortalte mig nu at dette slags vind er ikke modvind, men gunstig, da den blæser noget fra siden.

Her skal være 7 slags nationer ombord, formodentlig Skotlændere, Irlændere, Englendere, Tydskere, Danske, Svenske og Norske. Å ja der er et underligt virvar skal jeg tro.

I går fik vi salt fisk til middag, ellers er det flesk eller kjød og poteter uden brød til. Jeg er dårlig til at få mig mad, hvedebrødet som er fersk og nybaget vil slet ikke ned. Smøret her ombord har jeg ikke smagt endnu, det har en vakker gul farve - er vist bare fabrikeret smør.

Ingen sejlere har vi seet idag hell, intet andet end det store vide hav. En og anden gang viser dog en søfugl sig. Jeg er trøstig, har venner. Ikveld brænder de måske pintseild derhjemme, og hæggen blomstrer der. Gud velsigne dem. Men jeg er glad i den tanke at jeg gjør min pligt og får træffe ham.

 

Senere på kvælden
Nei det er da rart her lell. Nylig holdtes der gudstjeneste oppe på dækket idet en ung Norske samt to Svensker talte og sang. Tilslut blev de fortrængte af mandskabet som slog op med en lystig dans. – Her neden spilles det på fele. Ja det er forunderligt.

 

17de mai ombord i B.C.
Igår (pintsedag) havde vi stor storm og søgang så skumsprøjten stod over dækket, og der var sådan frygtelig ramlen og knagen som om skibet skulde rives istykker. Igåraftes måtte jeg til at kaste op for første gang siden jeg kom her ombord. I morges var jeg så mat og (?), jeg var rent kraftløs. Jeg spiste jo næsten ikke noget i hele går. - Jeg er bedre nu idag siden det lid på, da vejret nu er noget stillere.

Det var en stor (?) og jammer nede i vort soverum igåraftes. Skibet slingrede så frygteligt, at vi var nær ved at falle ud af køjerne.

Idag ser vi et sejlskib samt røgen af en damper et stykke borte.

 

18de mai ornbord i B.C.
Idag går ikke søen så meget høj, men nu har vi en bidende stærk nordenvind, så man må have votter på sig for at berge sig. I formiddag måtte vi gå og drive frem og tilbage for at holde varmen i sig. Idag møtte vi et sejlskib, som stævnede kursen mod nordøst. I gåraftes havde vi en fager nesten klar kveld og var oppe meget længe, der var spil, sang og latter blandt ungdommen. Vi så for første gang den røde sol gå ned i havet, og det var et pragtfuldt syn. Idag er jeg friskere end igår, men dårlig til at spise den kost de har at byde her. – Talte igår med en dansk kvinde. Hun og 7 stykker med hende skal rejse til Northfield. Jeg kvider mig meget for at det vil falde vanskeligt for mig at finde mine slægtninger, når jeg ingen nærmere adresse har. Men så blir det vel en råd i Guds navn. Jeg længes mere og mere efter at jeg kunde få træffe min Peder. Men andre venner er bra nok for en tid; men de er ikke så meget at holde sig til er en i nød, det kan man nok få erfare. Til Dig min Peder kan jeg se op med tillid. O kunde jeg et øjeblik hvile i Dine arme trofaste ædle ven.

 

Ombord i B.C. 19de mai.
Igåraftes havde vi os en kjæk spadsertur, idet vi en 30-40 i rækken gik frem og tilbage over dækket. I går var det forhør oppe på kommandobrættet idet en Irlænder havde skamslået en Nordmand, så han måtte forbinde sit ene øje. En anden Irlænder gav en Norske et slag over næsen. En dag før måtte en mand op på kommandobrættet fordi han haved været nede hos kvindfolkene og ligget og fordi han havde røgt tobak nede i rummet.

Idag er vinden lidt føjeligere end igår, og der er blevet hejsed sejl, bidende kaldt er det også idag.

 

Den 20de mai ombord i B.C.
Idag har vi klart solskinsvejr med lidt vind, som ikke er så kald som igår; søgangen er også ganske liden idag. Idag føler jeg mig omtrent aldeles frisk, bare jeg havde havt noget godt at spise, men det hvedebrød er umuligt.

Igår kom der flydende en stor okse henved skibet, død naturligvis.

Idag har jeg atter talt med den danske kvinde, som skal til Northfield; hun er meget flink, gav mig rugbrød og the. Jeg er meget glad over at have fundet hende. Å ja, Gud lader mig nok ikke forkommes.

Igåraftes var vi længe oppe og spadserede på dækket en hel række med folk, og det var en ganske lystig march. Man forteller at vi skal få se land imorgenkveld, så har vi et døgn tilbage at sejle opover floden ved Filadelfia.

 

Ombord i B.C. 21de mai 1880.
Misfornøjede efter en dårlig middag bestående af salt fisk og lide poteter med suppe, som var uspiselig til. Ikke frakt med kosten ombord. Fik dog om kvelden lidt havresuppe som holder livet i os.

Nu har vi begyndt de l1de døgn her ombord. Det blev lovet os at vi skulde få se landstriben imorges kl. 6; men indtil nu har vi intet seet. - Man sier nu at vi skal komme til Filadelfia søndag morgen. Vind også idag, ikke riktig så kold som før, svær tåge, dampen piber ofte til varsko. Flere store havfiske har været at se. Underlig er det dog at små fugle følger efter med skibene hele vejen og hviler sig i mastetopperne.

Fotoreferanse 333/1: Reisefølget til Ingeborg ved utreisen, Kristiansund - april 1880.

 

Ombord i B.C. 22de mai 1880. Formiddag.
Heller ikke idag har det været land at se. Men imorges var der en hel del småfugl at se, formodentlig var vi da udenfor odden af Boston. Omtrent 12 sejlskibe har i dag været at se. En førte 18en sejl. Tang og sægræs var der meget at se imorges. Nu så vi også en stær, og den er ikke langt fra land. Jeg talte med en Engelskmand, som havde talt med Kaptejnen, han sagde vi får se land ikveld.

En dansk mand som logerede sammen med os i Liverpool er lungesyg. Han skal blive bragt på sygehuset når vi kommer til Filadelfia.

*

Dagboken avbrytes her. Hun gjenopptar ikke dagbokskrivingen før et år etter at hun gifter seg - 18. april 1883 i Watertown, Dakota-territoriet.

*

Notater på slutten av Ingeborgs dagbo

”At Lars Øye har mottaget i forvaring 60 kr. af mig. Ingeborg Øye tilstaaes herved af ham selv. O.O.Øye”

*

“Kaptain, We men cannot get our small truncks again though the agent promised us that (we) should (get) them again here ombord when he took them away. We are highly wanting for them and cannot come into the room where they are. We hev asked the clerck several times but cannot get any answer.”

(Dette har sikkert Ingeborg skrevet for mennene, så de kunne vise det til kapteinen. Her ser vi en prøve på engelsken til Ingeborg ved utreisen.)

*

”Bastian Øverland modtaget 6 kr. i norske sølvpenge af mig her i Liverpool, hvilke 6 kr. han har loved mig at tage i forvaring. At dette er sandhed tilståes herved af modtageren.”

*

”Bastian Ø. lagt ud for mig 1/2 dollar for 2 flasker øl ombord B.C. som altså blir at fradrage de 6 kr. Lånt 1 pence og givet en spillemand i Liverpool. Senere lånt ¼ dollar for 2 flasker øl. Atter 6 1/4 cent for 1 flaske brus.”

*

“Mr. Nils Glærum | South Frankfort | Bensie Co | Michigan”

*

“Mr. L. Brandstad | Vobancia Ave 371 | Chicago | Ill”

*

“Mr. Bastian Øverland | Oter Kreek P.O. | Eau Claire Co | Visconsin | USA”

To andre adresser er uleselige. Et brevutkast som begynner med ”Kjære Foreldre” er tydeligvis påbegynt i Liverpool.

*

Peder begynte å skrive sin livshistorie i 1932, og gav den til sønnen Frank i 1936. Peder skrev på engelsk. Her opplyser han at faren og svigerfaren sammen garanterte for et lån på 50 $, som sammen med Peders få sparte kroner var hele kapitalen. Han var blakk da han kom fram til Watertown. Han var heldig å få arbeid i en møbelforretning med en gang, og betalte tilbake lånet før året var omme. Peder reiste sammen med to andre. Peder viser til at det var vanskelig å få til noe å leve av hjemme, og at det var emigrasjonsgrunnen. En av reisefellene til Peder var en hotelleier fra Willmar, Minnesota. Det er helt sikkert Ole B. Glærums-Dalen, som har vært hjemme på besøk.

Peder forteller at Ingeborg besøkte slektninger i Northfield på vei til Watertown. Søsteren Johanna og venninden Ingri Øye? lngeborg begynte straks i arbeid på et hotell da hun kom til Watertown. Merkelig nok giftet de seg ikke for over et år senere, og etablerte husholdningen sin i et rom over møbelforretningen hvor Peder arbeidet. Knapt et år etter flyttet de inn i et eget lite hus.

I mangel av dagbok fra innreisen i USA og til 14. april 1883, trykker vi disse diktene Ingeborg og Peder skrev til hverandre.

Ingeborg sparte på papiret, og sønnen Joseph har satt dem opp i verseformlinjer. Bokstavering og tegnsettingen er urørt. Diktene som er tatt med her er alle skrevet mellom desember 1883 og april 1885. Så mange av diktene er tatt med, fordi Ingeborg åpner sterkt og uttrykksfullt for oss, opplevelsen av harde livsbetingelser og det å miste barn. Disse erfaringene var så vanlige for så mange - og Ingeborg er av de svært få som har evnet å åpne døren for oss andre inn til det menneskelige marerittet mange måtte gjennom. Ved å lese Ingeborgs dikt, vil mange

Relevante lenker

Vær oppmerksom på! Sagahuus.com er ikke ansvarlig for innholdet på eksterne nettsider

Del denne siden